Hentet fra roskildes hjemmesider:

Vi er stolte over at blænde op for en levende legende. En kunstner som kan få rockmusikken til at løfte sig, så de små hår i nakken og på armene øjeblikkeligt adlyder. Det er syv år siden sidst, og bønnerne fra publikum om en genkomst har været talrige i de mellemliggende år.

NEIL YOUNG (CAN) har plads på sangskrivningens højeste trone sammen med Leonard Cohen og Bob Dylan. Men han er ikke bare den delikate singer-songwriter med den skælvende stemme. Hans hang til lange jam-sessions og overrumplende guitararbejde har leveret køreplanen for en sværm af moderne guitarrockere. Siden slutningen af 60’erne har den karakteristiske, tynde stemme afsøgt folk, rock, pop og endda flirtet kortvarigt med elektronik. Ofte med uforlignelig succes – altid med integriteten i behold over for den musikbranche, som gang på gang har forsøgt at dressere den uforudsigelige kunstner.

Anmelderroste koncerter

Mange fans af geniet vil stadig have sidste uges koncerter i København i frisk erindring. De blev udsolgt så hurtigt, at mange – alt for mange – blev snydt. Men nogle gange får man en chance til, så nu er det bare om at få indløst billet til årets festival.

Sådan skrev pressen om sidste uges første koncert i Falconer Salen:

”Der er koncertoplevelser, der sætter sig i hukommelsen og aldrig glemmes. Hvor alt går op i en enhed og selv den garvede står rystet som var det første gang. Som om musik var noget, der blev opfundet lige der på stedet. Sådan var det med Neil Youngs koncert i Falkoner Centret.”
– Torben Holleufer, GAFFA

”For den 62-årige canadier og hans band leverede en kræftpræstation, der for denne anmelders vedkommende ikke er set eller hørt i samme skala før. Neil Young mestrede igennem koncerten at skifte fra sårbar og eftertænksom historiefortæller til brølende og frådende rockdinosaur. En kombination, der netop indfanger essensen af Neil Youngs samlede produktioner.”
– Ditte Sig Kramer, Soundvenue

”Den canadisk fødte veteran, Neil Young, (er) stadig mand for at holde veritabel legestue og at lade musikken snakke bagvendt [...] altid enestående og en fornøjelse at følge.”
– Erik Jensen, Politiken